torsdag den 7. juli 2011

Barselsbabe - stadig med krøllet hår!

Gud hvor er det varmt! Sveder, koger og udvider den føromtalte kuldesok til en kuldebody-sag. Uhh det er en god ven. g sikke et kønt syn. Ligger på sofaen med isposer på kroppen, en ammepude mellem mine ben og læser min nyindkøbte paberback bog: 'Hvor lagde jeg babyen'.

Jeg stod i boghandleren og kiggede på de mange krimier, de seriøse bøger og klassikerne som jeg burde få læst mens jeg har tid til det. Men det endte med denne bog, skrevet af en mor og som egentlig bare er en kvindes barselsdagbog. Meget ærlig, og meget herlig. Ligger på sofaen og griner for mig selv mens jeg glæder mig helt vildt til at møde den lille i maven, samtidig med jeg også bliver en anelse skræmt af at læse om brystbetændelse, ømme og meget arbejdsskadede brystvorter, og alle de ting der pludselig ikke er nemt at få tid til. Især det der med at gøre noget godt for sig selv.

Det gør mig lidt handlekraftig og jeg får rejst min nu ret tunge krop fra sofaen og får bestilt tid til en frisør. Tre kvarter efter står jeg ved frisøren. Frisøren har selv en datter. Hun er godt nok voksen, men frisøren har mange gode råd (ifølge hende selv) til hvordan man skal være og gøre i sin barsel.

Første ide: Skal jeg ikke klippe pandehår på dig og trække dine krøller ud? Du kommer til at sætte dit hår meget op når først den lille kommer. Faktisk hele tiden, så derfor kunne det måske være godt med pandehår. Ellers kan man godt komme til at se lidt bar og kedelig ud med sådan en knold eller tarvelig hestehale.

Mig: Ser mig selv foran mig om et par uger med tarvelig knold eller hestehale og pandehår der er helt krøllet og bare aldrig vil kunne komme til at se ud som det gør på billeder af folk med pandehår og glat hår.Mine krøller er ikke nemme at narre.  Så jeg takker pænt nej tak til glat hår og pandehår. Hvis jeg ikke engang nu formår at style mit hår hver dag, hvordan skal det så ikke gå når jeg har en baby?

Et god råd: Du skal huske og gøre dig lækker for din mand eller kæreste i din barsel. det gjorde jeg altid. I bad, mascara på, lækkert tøj, læbestift og så masser af hårlak i håret. Det skal man altså bare. Ens mand skal jo ikke komme hjem til sådan en kludekone...

Mig: Først så jeg mig selv i spejlet. Med vådt hår, helt redt tilbage. Ingen mascara, og så med det der forklæde man altid får på, og som sidder stramt ved halsen og bare ikke gør noget som helst godt for en. Mon hendes råd var en hentydning? Så tænkte jeg bagefter på mig selv tidligere i dag i sofaen i smart kort buksedragt med blomster (i strækstof), og som har været godt brugt de sidste par dage fordi det er det eneste jeg kan passe (og fordi jeg har været lidt nærig med at købe graviditetstøj). Jeg er da vist en rigtig barselsbabe!

Og så tænkte jeg igen på frisørens råd og kan ikke helt forestille mig selv med læbestift, hårlak og baby på armen når Kim kommer hjem fra arbejde. Bilder jeg mig at Kim også vil synes at jeg er helt ok uden!

Barselsbabe eller ej - buksedragter er det bedste når man er gravid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar